Når håb bliver fundamentet for den offentlige kommunikation

Du skal møde Peter. Peter er hårdtarbejdende og ihærdig kommunikationsansvarlig for et stort offentligt projekt – og han har VIRKELIG travlt, for han er helt alene på pinden. Det var derfor vi skulle mødes, for som han sagde ”måske er der nogen ting jeg kan gøre smartere og mere effektivt”. 

Det var der.

Når håb bliver fundamentet for den offentlige kommunikation

Det viste sig nemlig at Peter arbejder efter hope-and-pray strategien. ”Det kunne være rigtig fedt at gøre sådan og prøve det her”, hvorefter han forklarede, hvorfor det ikke kunne lade sig gøre.

Er det en strategi? Nej egentlig ikke. Det er snare en måde at lade tilfældighederne styre arbejdet på.

Peter er langt fra den eneste offentlige kommunikationsmedarbejder, der aldrig har fået lagt en strategi for sit arbejde. En strategi der sikrer, at han ikke behøver at håbe, fordi han nu arbejder målrettet på at nå ud til sine målgrupper. I rigtig rigtig mange af de organisationer jeg kommer ud til er det de spontane brandslukninger, der hersker frem for en strategisk prioriteret indsats for kommunikationen.

Er det så fordi offentlige kommunikationsmedarbejdere er dumme og dovne, når de ikke bare får lagt en strategi og plan for deres arbejde? Altså det er jo den hurtige forklaring, men den holder nok ikke helt i virkeligheden.

Dem jeg møder i mit arbejde er typisk højtuddannet, kvikke og hårdtarbejdende. Ja, jeg har selv været en af dem, der stod med fletningerne i mailboksen. Før jeg blev konsulent var mit skrivebord i Borgmesterforvaltningen belejret af bunker så høje som Rundetårn. Min kalender krævede et certifikat i brandslukning og tillod ikke meget tid til strategiske overvejelser.

I den situation er den mest nærliggende løsning at skyde på alt, hvad der rører sig. Metaforisk forstået - altså. Fremfor at suge luft ind og bruge (laaang) tid på at skrive en strategi som grundlag for den videre færd.

Manglende tid og viden er i min optik de vigtigste årsager til, at så få offentlige organisationer har en knivskarp strategi. En strategi der hjælper dem med at prioritere opgaver, strømline budskaber og i det hele taget komme udover rampen til borgerne. Bare tanken om at skrive en kommunikationsstrategi, der kan omsættes til håndgribelige resultater, kan gøre de fleste matte i blikket.

For hvor er det lige man skal kigge hen, når man skal gøre en luftig vision, core values, mission statements og hvad det nu ellers hedder til noget konkret. Noget som man rent faktisk kan arbejde med i det daglige.

Den udfordring blev startskuddet for at udvikle et værktøj, der gør strategiarbejdet overkommeligt – gerne hurtigt – og som involverer dem, der skal drive strategien. Nogle organisationer trækker konsulentkortet, og får en eller flere konsulenter til at udarbejde en strategi. Sådan bum – hurtig ind/hurtig ud. Det giver bare tit et problem, når arbejdet skal udføres. Ingen ejer opgaven. Den er hverken forankret i ledelsen eller hos de ansvarlige medarbejdere, og det eneste der er kommet ud af det, er endnu et notat til hylden.

Ideen til løsningen opstod i samarbejdet med en kunde. Resultatet blev en model, hvor organisationen selv skal udfylde indholdet ledt på vej af overskrifter, indledende tekst og spørgsmål.

Så hvad kan du gøre, når arbejdspresset stiger, og du hverken har tiden eller budgettet på din side: Du kan tage ansvar ved at lægge en plan. Hellere en kort end en der gør dig mat i blikket. Lad ikke tilfældighederne råde ved at håbe du når det, men sæt dig nogle mål og gå efter dem. Det er dit bedste værn mod spontan brandslukning – så effektiv at Falck burde reklamere for værdien.

I skrivende stund har Odense Universitetshospital og Odense Kommune udtrykt interesse for et samarbejde omkring Praxis spillet. Mere om det færdige spil i et kommende indlæg J